KFUM-Spejderne Vorup-Kristrup

Generalforsamling

Alle gruppens medlemmer kan deltage. På forsamlingen vil der være en beretning fra gruppebestyrelsen og herefter et valg til gruppebestyrelsen.

Nedenstående er et udsnit af korpsets vedtægter angående generalforsamlingen og valg til bestyrelsen:
1.  Gruppens generalforsamling er gruppens øverste myndighed.

2. Gruppens ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned. Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel til de stemmeberettigede.

3. Stemmeberettigede ved generalforsamlingen er alle gruppens medlemmer.

  • a) Medlemmer, der er fyldt 15 år på tidspunktet for afholdelse af generalforsamlingen, udøver selv sin stemmeret.
  • b) Medlemmer, der ikke er fyldt 15 år, kan lade sig repræsentere ved en forælder eller værge.
  • c) Medlemmer af den hidtidige gruppebestyrelse, der ikke er omfattet af pkt. 3a. og 3b.

4. Dagsorden til gruppens generalforsamling er:

  • Valg af dirigent.
  • Valg af referent.
  • Aflæggelse af beretning.
  • Godkendelse af regnskab.
  • Forhandling om gruppens arbejde fremover herunder indkomne forslag, og planer for udvikling og vækst.
  • Valg af gruppeleder og gruppeassistenter.
  • Valg af medlemmer til gruppebestyrelse.
  • Valg af to revisorer.
  • Eventuelt.

5. Valg af gruppeleder og gruppeassistenter:De tilstedeværende ledere i gruppen vælger gruppeleder og et antal gruppeassistenter. Valgbar er ethvert medlem af korpset, der har modtaget korpsets lederbrev eller i forbindelse med sit valg modtager dette.

6. Ved valget til gruppebestyrelsen opdeles generalforsamlingen i 2 valggrupper:

  • a) De tilstedeværende medlemmer eller deres repræsentanter jf. stk. 2, som ikke er ledere, vælger 3-7 repræsentanter til gruppebestyrelsen. Antallet af repræsentanter afgøres af valggruppen selv. Valgbare er medlemmer i gruppen, der er fyldt 15 år eller forældre/værger til medlemmer i gruppen, der ikke er fyldt 18 år. Et medlem i aldersgruppen 15-17-årige kan ikke både lade sig repræsentere ved forælder eller værge og selv opstille til gruppebestyrelsen. Man vælges for 2 år. Hvert år er halvdelen på valg.
  • b) De tilstedeværende ledere i gruppen vælger 1-4 lederrepræsentanter til gruppebestyrelsen for 2 år ad gangen. Valgbar er ethvert medlem af korpset, der har modtaget korpsets lederbrev eller i forbindelse med sit valg modtager dette og som har en lederfunktion i gruppen.

Ud over de valgte fra de to valggrupper, er gruppelederen også medlem af gruppebestyrelsen. Ved valg til gruppebestyrelsen skal repræsentanter fra valggruppe a udgøre mindst halvdelen af gruppebestyrelsens medlemmer.

7. Ekstraordinær generalforsamling kan med mindst 14 dages varsel indkaldes, når gruppebestyrelsen ønsker det, eller når mindst 10 % af generalforsamlingens stemmeberettigede forlanger det med angivelse af, hvilke emner der ønskes behandlet.
_________________________

Ønsker du at læse referat fra sidste generalforsamling kan du kontakte Gruppeledelsen.
_________________________